|
- Muligheder og udfordringer i familien!
Et introduktionskursus for forældre til nydiagnosticerede børn og unge med ADHD
Formål
Formålet med kurset er at introducere forældre til nydiagnosticerede børn og unge med ADHD til de problemstillinger, som det stiller familien overfor samt strategier til at tage den udfordring, det er at have et normaltbegavet barn med ADHD.
At få en diagnose på sit barn er både en afslutning og en begyndelse. En afslutning på en lang proces, som kan have været både angst- og konfliktfyldt fra den første mistanke om, at der er noget, som er anderledes ved ens barn, til udredningen er afsluttet og diagnosen stillet. Og en begyndelse på en mindst lige så lang proces med at forstå, forholde sig til og tage vare på barnet/den unge med diagnose, og samtidig være en familie og forælder til eventuelle søskendebørn.
Vi tager udgangspunkt i familien, fordi forældre skal tage vare på sig selv for at kunne tage vare på andre. Samtidig kommer vi ind på det at være en familie i det offentlige system, hvor sagsbehandlere, skolepsykologer, støttelærere og andre bliver med- og modspillere (aktører) i familiens liv. Kurset indeholder en introduktion til ADHD og de konsekvenser det har for barnet/den unge. Vi arbejder med at identificere funktionsnedsættelsen hos barnet/den unge og med strategier til at forebygge og afhjælpe de frustrationer, som de giver anledning til. Endelig ser vi på barnets/den unges og familiens omverden som en særlig udfordring.
ADHD hos normaltbegavede børn og unge er et usynligt handicap og derfor svært for omverdenen at forstå og forholde sig til. Deltagerne arbejder med at finde deres egen måde at forklare omverdenen om deres barn/den unge på.
Kurset vil være en vekselvirkning mellem teori og øvelser i mindre grupper.
Du kan se mere om programmet her
Målgruppe
Forældre, enlige og par, til nydiagnosticerede normaltbegavede børn og unge med ADHD
Kursusledere
Marie Louise Stochholm og Trine Uhrskov
Kurset afholdes
F4101 - Onsdag den 29. september til fredag den 1. oktober 2010 på Karlslunde Kursuscenter
F4111 - Onsdag den 23. til fredag den 25. februar 2011 på Middelfart Kursuscenter
Pris for 3 dage
5.800 kr. eksklusiv moms, inklusiv overnatning og forplejning
Tilmelding Du kan tilmelde dig kurset her
|